Sigrid Kjole er en enkel sommerkjole i glatstrik, lige til basisgarderoben. Kjolen har en bådformet halsudskæring og en A-facon, der giver en rar, løs pasform uden at være oversize.
Sigrid Kjole strikkes oppefra og ned. Først strikkes bagstykket, derefter samles masker op til skulderstykker og bådudskæringen formes med opslag af masker, hvorefter forstykket strikkes. Ærmegab formes ved hjælp af udtagninger. Efter ærmegabet samles arbejdet og strikkes rundt, mens der undervejs laves udtagninger i form af en kile i hver side for at forme kjolen.
Afslutningsvis strikkes en i-cordkant langs ærmegabene og halsudskæring for en pæn og holdbar finish.
Størrelser: XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL (4XL) 5XL
Vejledende brystmål: ca. 76-83 (84-91) 92-99 (100-107) 108-117 (118-127)
128-138 (139-149) 150-160 cm
Omkreds: ca. 86 (92) 98 (106) 114 (124) 134 (146) 160 cm
Hel længde fra midt bag: 80 (83) 86 (90) 94 (96) 98 (100) 102 cm
Pinde: Rundpind 4,5 mm, 4 mm og 3,5 mm, 80 cm
Strikkefasthed: 20 m x 29 rækker = 10 x 10 cm på pind 4,5 mm i glatstrik
Garn: 2 tråde Knitting for Olive Pure Silk, Cotton Merino eller Merino
(250 m / 50 g) Kjolen på billedet er strikket i Pure Silk i farven Valmueblå
Garnforbrug: 350 (400) 450 (500) 500 (550) 600 (700) 750 g